Et foredrag med Madame Nielsen er ikke bare et foredrag. Det er en stemningsfuld oplevelse og en kuldkastelse ind i afkroge af vores fysiske og åndelige verden. Samme gælder for hendes Dødebogsblade, der står som et hovedværk med skrifter fra hendes og hendes forgængere epoker.
- Date
- 30 januar 2025
- Tid
- 19:00 - 20:30
- Pris
- Billet til Nytårskur med Madame Nielsen: Gratis
- Bibliotek
- Sorø Bibliotek
- I samarbejde med
- Sorø Kommunes Kulturafdeling
- Adresse
-
Storgade 7
4180 Sorø
Danmark
Aftenens program
Forfatterinden fortæller om og læse op fra Dødebogsblade. Herefter vil der være mulighed for få signeret bøger af forfatteren. Vi afrunder med en fejring af året, livet, døden, litteraturen og alt det indimellem over et glas alkoholfri bobler.
Om Dødebogsblade
Dødebogen er det hidtil ukendte livsværk eller rettere dødsværk, som Madame Nielsen og hendes mere eller mindre navnløse forgængere har skrevet på siden år 2001.
Dødebogsskriften har altså eksisteret og er blevet videreført i mere end tyve år og rummer efterhånden omkring 4000 fortrinsvis virtuelle sider, altså mere end ti millioner tegn.
Dette bind Dødebogsblade repræsenterer hver af de foreløbig tre epoker i Dødebogens historie: Det første, Romerbrevene, er skrevet af Den Navnløse under et længere ophold i Rom i året 2009 A.D. Det andet, Tiden i Paris, påbegyndes i Paris i foråret 2013 af Nielsen, som i en langsom transformation pludselig en dag, da foråret springer ud i sommerens blomst, er blevet til Madame Nielsen. Det tredje og sidste, The Hawthornden Diaries, er skrevet af en Madame Nielsen i den sene vinter 2016 på Hawthornden Castle, som er et lille, trangt, beklemmende mørkt og gotisk-dystert slot, der hænger over en afgrund i det skotske Highlands syd for Edinburgh.
Tre produktivt mislykkede og fortvivlende inspirerede forsøg på at finde sted i verden, der hver på sin måde udgør en hel lille roman eller biografi komplet med ankomst til en ny verden, liv, drama, kærlighed, fortvivlelse, skriftrus og afsked.
Madame Nielsen kom til verden i Paris i det Kvindens år 2013 og bærer sine forgængeres erindringer – Nielsens, den Navnløses, Helge Billes, Claus Beck-Nielsens osv. – med sig på sin rastløse vandring gennem alverdens riger og lande, i værket og i skriften, der med sætningens lassokast skal indfange, forvandle og formulere alt det, der dog er og var og skal komme, ja, selv det, der måske aldrig skal komme, Utopia.
Sorøs Kvinder - Baggrund og samarbejde
Dette arrangement er blevet til som en gave til soranerne i forlængelse af julekalenderen "Kvinder i Sorø" initieret af kulturkonsulent Mette Tingholm og skabt i samarbejde mellem Sorø Kommune, Sorø Kunstmuseum, Sorø Museum og Sorø Bibliotek. Madame Nielsen fandt den sidste kvindeskikkelse til julekalenderens låge nr. 24: Søens Blodrøde Blomst. Man kan finde hendes tekst og videoen af hende her: Julekalender 2024 - Kulturen i Naturen i Sorø Kommune Vi indleder desuden nytårskuren med at se videosekvensen sammen.
Billetter
Foredraget er gratis at deltage i, men kræver billet af pladshensyn. Billetter kan hentes på bibliotekerne i betjent tid eller her på hjemmesiden.
Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.
Elevator
Arrangementet foregår på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.
Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet.
Afbestilling
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.