For unge

Påvirk dit ungeliv ved to idéworkshops

Kom til idéworkshops om ungeliv i Dianalund og Sorø by.

Af Elte

Tags

Ungeliv

Påvirk dit ungeliv ved to idéworkshops

Hvordan synes du det er at være ung i Sorø Kommune? Er der de fritidstilbud, du ønsker dig? Går du rundt med en idé du godt kunne tænke dig at føre ud i livet? Eller synes du der er ting der bremser dig i at være mere aktiv og social?

Dianalund og Sorø Bibliotek inviterer unge i alderen 15 og 25 år til en eftermiddag hvor det er de unges ønsker og drømme der er i fokus. Formålet er at inspirere til hvordan man selv kan påvirke sit ungeliv, samt indsamle idéer fra de unge til et idékatalog der bliver overleveret til Børn- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i februar 2025.

Fotografi af Asger Boesen foran Sorø Bibliotek
Asger Boesen, fotograferet af David Nejrup

Unge værter der skal vække idéer og drømme
De unge der møder op, kan glæde sig til at blive inspireret af fire unge sprudlende værter fra Sorø Ungdomsprojekt. De fortæller hvad SUP, har skabt på egen hånd af kulturtilbud og hvordan det påvirker deres ungeliv i fritiden. Derudover står de for en hyggelig workshop hvor der er mulighed for at udvikle idéer i fællesskab.

Alle unge er velkomne og man behøver ikke have en idé med hjemmefra eller selv at have prøvet at starte projekter op. Dette arrangement handler om at indsamle ønsker og inspirere hinanden i fællesskab.  

Mulighed for at deltage både i den nordlige sydlige del af kommunen
Hvad enten man er ung og bor i den nordlige eller sydlige del af Sorø Kommune, er der mulighed for at deltage. Første arrangement foregår på Dianalund Bibliotek mandag d. 2. december kl. 15 – 17. Og mandag d. 9. december kl. 15 – 17 er der et tilsvarende arrangement på Sorø Bibliotek. Det er gratis at deltage og kræver ikke at man har booket billet på forhånd.  

Baggrunden for arrangementet
Ungearrangementet er skab i et samarbejde mellem Sorø Biblioteker, Sorø Kommune, Ung Sorø og Sorø Ungdomsprojekt for at styrke ungelivet i Sorø Kommune. 

I Sorø Kommune har Børn- og Undervisningsudvalget og Kultur og Fritidsudvalget sat en proces i gang, hvor fokus er på, hvordan man kan styrke ungdomslivet i Sorø Kommune, og på hvordan ungdomsskolen kan understøtte de unges ønsker og behov. Ideerne fra workshoppen på bibliotekerne vil blive taget med til en workshop i februar 2025 for Børn- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, hvor de skal se på, hvordan de fra politisk side kan styrke ungdomslivet i Sorø Kommune, men også på hvad der skal til for Ungdomsskolen kan få en mere aktiv rolle i forhold til at understøtte ungdomslivet i hele kommunen.