Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
For voksne

Livestream: Teleskopet – vores øje til universet - foredrag i naturvidenskab

22.10.24
Menneskets syn på universet blev ændret for altid, da den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei for godt 400 år siden rettede en primitiv kikkert mod nattehimlen.

Velkommen til efterårets række af livestreams fra Aarhus Universitet, hvor vi bliver klogere naturvidenskaben. 

Teleskoperne giver os ikke bare flotte billeder, men kan også give os viden om bl.a. big bang og universets udvidelse, samt om stjerners grundstofindhold og deres exoplaneter. Hør om teleskopets historie og hvordan det er nøglen til at forstå universet.

Menneskets syn på universet blev ændret for altid, da den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei for godt 400 år siden rettede en primitiv kikkert mod nattehimlen. For han så detaljer på himlen, som intet øje før havde set. Siden da har udviklingen af astronomiske teleskoper til stadighed flyttet grænsen for vores erkendelse af universet.

Teleskoperne giver os ikke bare flotte billeder. Ved at analysere det lys som forskellige teleskoper indfanger kan vi også få viden om bl.a. big bang og universets udvidelse, om galaksers rotation, om stjerners grundstofindhold, temperatur og opbygning – og om de har exoplaneter omkring sig.

Hør videnskabshistoriker Hans Buhl og astrofysiker Hans Kjeldsen fortælle om kikkertens udvikling, og hvordan den virker. De giver også eksempler på nogle af de fascinerende objekter og fænomener i universet, som vi kan se takket være vor tids avancerede teleskoper, både jordbaserede kæmpeteleskoper og James Webb-rumteleskopet.

I foredraget får du altså ikke kun historien om kikkerten men også fortællingen om hvordan den har hjulpet os til vores nuværende forståelse af universet.

Mere om oplægsholder Hans Kjeldsen og Hans Buhl 
Hans Kjeldsen har gennem snart en menneskealder forsket og undervist i astrofysik. Omdrejningspunktet for hans forskning er undersøgelser af stjerner og exoplaneter – altså planeter der kredser om andre stjerner end Solen – ved brug af data fra både rumteleskoper og jordbaserede teleskoper.

Hans Kjeldsen har været med til at gøre mange af de enestående nye opdagelser om exoplaneter som de senere år har revolutioneret forståelsen af universets mangfoldighed af verdener og muligheden for at der kan være liv andre steder end på Jorden. Resultaterne er ikke mindst opnået gennem et tæt samarbejde mellem NASA og astronomer ved Aarhus Universitet om at analysere og behandle videnskabelige data fra bl.a. NASA rumteleskoperne Kepler og TESS, et samarbejde som Hans Kjeldsen har været en drivkraft bag.

Hans Buhl er museumsinspektør for videnskabshistorie på Steno Museet, som er en del af Science Museerne ved Aarhus Universitet. Han er cand.scient. med bifag i musikvidenskab og hovedfag i fysik samt en ph.d.-grad i teknologihistorie.

I årtier har Hans Buhl studeret og formidlet teknologiens og naturvidenskabens historie gennem foredrag, bøger, artikler og udstillinger. Han er blandt meget andet optaget af, hvordan de to fagområder påvirker hinanden. For eksempel hvordan opfindelsen af kikkerten har udvidet vores forståelse af universet. Eller hvordan opdagelsen af elektromagnetismen har muliggjort samfundets elektrificering.

Hans Buhl er en af hovedkræfterne bag Steno Museets udstilling 'Det nysgerrige menneske', hvor man bl.a. kan opleve et stykke af den 27 km lange LEP-accelerator fra CERN. Han er desuden ansvarlig for Steno Museets genstandssamlinger og Aarhus Universitets universitetshistoriske samling.

Hans Buhl har været med til at skrive Ole Rømer Observatoriets historie, 'Ole Rømer-Observatoriet – forskning og folkeoplysning i 100 år' (Steno Museet Venner). Han har bl.a. også skrevet om kikkertens historie i bogen '50 Opfindelser – Højdepunkter i teknologien' (Aarhus Universitetsforlag).

Hans Buhl har stor formidlingserfaring. Bl.a. har han i over 20 år sammen med astrofysiker Hans Kjeldsen holdt sommerkurser om astronomi på først Silkeborg Højskole og nu Nordfyns Højskole.

Til dig der er videbegærlig og har lyst til at opleve flere livestreams
I efteråret/vinteren 2024 afholder vi seks livestreamarrangementer fra Aarhus Universitet. Få overblikket over arrangementerne herunder.
- Spejlbilleder og molekyler d. 24. september kl. 19-21 (gratis)
- Jordens forhistoriske klimakatastrofer d. 1. oktober kl. 19-21 (gratis)
- Teleskopet - vores øje til universet d. 22. oktober kl. 19-21 (gratis)
- Tal, tilfældigheder og tipping points d. 5. november kl. 19-21 (gratis)
- Fortidens og fremtidens vilde natur d. 12. november kl. 19-21 (gratis)
- Videnskaben bag øl d. 19. november. (Der serveres smagsprøver, entré 30 kr.)
 
PRAKTISK 
Foredraget bliver livestreamet på et stort lærred i vores læsesal. Livestreamingen sker fra Aarhus Universitet.

Billetter
Kurset er gratis at deltage i, men kræver billet af pladshensyn. Billetter kan hentes på bibliotekerne i betjent tid eller her på hjemmesiden.

Kaffe/the
Vi serverer en kop kaffe/the til dette arrangement. Du er mere end velkommen til at medbringe din egen kop, så vi kan spare på engangskopperne.

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.

Elevator
Arrangementet foregår på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.

Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet. 

Afbestilling
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.