Livestream: DNA’en omkring os

Logo for livestreaming
Alle dyr, planter, svampe og insekter efterlader spor af DNA der hvor de færdes – kaldet miljø-DNA. Hør om hvordan DNA’en på jorden, i luften og i vandet kan bruges til at beskrive arter, bestande og deres sammenspil i fortidens og nutidens økosystemer.
Date
25 februar 2025
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Adgang: Gratis
Bibliotek
Sorø Bibliotek
Adresse

Storgade 7
4180 Sorø
Danmark

Vores planet er unik fordi livet kun eksisterer her – så vidt vi ved. Enhver, der tilbringer et par timer udenfor i naturen, vil hurtigt erkende den mangfoldighed af liv som trives i de mange forskellige økosystemer Jorden tilbyder. Hvad de færreste mennesker dog ved, er at udover den rige mangfoldighed af levende organismer – fra bakterier til blåhvaler – er Jorden også rig på DNA-spor, som disse organismer har efterladt. Noget af dette DNA stammer fra de mindste bakterier, mens andet efterlades ved udskillelse af fx hudceller og kropsvæsker fra de største organismer.

Dette hedder miljø-DNA (eDNA) og det kan forskere indsamle og analysere – især takket være avanceret DNA-sekventeringsteknologi. En skovbund indeholder DNA fra planter og svampe, en sø indeholder DNA fra fisk og frøer, og selv luften er fyldt med DNA fra fugle og insekter. I løbet af det sidste årti har forskere derfor i stigende grad anvendt miljøDNA til at beskrive biodiversiteten i fortidens og nutidens økosystemer. Metoden har vist sig at være effektiv til at få information om både arter, bestande og hele biologiske samfund i forskellige typer af økosystemer.

I dette foredrag vil biolog Philip Francis Thomsen give et indblik i hvordan vores biodiversitet kan undersøges med miljøDNA-metoden, som han selv har været én af pionererne bag. Du kan bl.a. høre om hans forskning indenfor miljøDNA til kortlægning af vores kystnære havnatur, undersøgelser af diæten hos græssende køer og heste i rewilding projekter, samt analyser af insekt-DNA fra blomster på artsrige overdrev.

Mere om Philip Francis Thomsen

Philip Francis Thomsen er lektor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet. Han er en internationalt anerkendt forsker indenfor miljøDNA. Hans forskningsgruppe arbejder med udvikling og anvendelse af miljøDNA til både grundforskningsmæssige og anvendte spørgsmål inden for økologi og forvaltning af natur og biodiversitet. Han er modtager af flere prestigefulde forskningsbevillinger, senest DFF Sapere Aude. Desuden er han en engageret naturhistoriker og han har både gummistøvlerne og kitlen på i sit arbejde.

Praktisk 
Foredraget bliver livestreamet på et stort lærred i vores læsesal. Livestreamingen sker fra Aarhus Universitet.

Billetter
Foredraget er gratis at deltage i, men kræver billet af pladshensyn. Billetter kan hentes på bibliotekerne i betjent tid eller her på hjemmesiden.

Kaffe/the
Vi serverer en kop kaffe/the til dette arrangement. Du er mere end velkommen til at medbringe din egen kop, så vi kan spare på engangskopperne.

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.

Elevator
Arrangementet foregår på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.

Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet. 

Afbestilling
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.